Om hjerte-rum.nu

Lars Saxtoft

Bag hjerte-rum.nu står en gruppe odenseanere i den modne alder. Via egne børn samt øvrig familie har vi selv haft de studerendes boligproblemer inde på livet, og det besluttede vi os for at gøre noget ved.

Vores idé bygger på den store værelseskapacitet, der helt sikkert ligger uudnyttet hen hos private udlejere. Her tænker vi primært på de lidt ældre medborgere i eget hus, hvor egne unger er flyttet fra reden. Her står måske ét eller flere værelser uudnyttet hen. Det er da ærgerligt, når nu man både kan hjælpe den studerende og sin by ved at leje værelset ud til Danmarks fremtid. At man så samtidigt kan få et skattefrit huslejetilskud til boligudgifterne – og ekstra tryghed i hjemmet, er jo bare en herlig sidegevinst.

Det primære i vores koncept er, at vi gør alt for at sikre det perfekte match mellem udlejer og logerende, så begge parter bliver glade for samværet. Med et moderne udtryk kalder vi det for en win/win situation.

Med venlig hilsen,
Lars Saxtoft